H.K.H Kronprinsen bliver protektor for Hcø2020

H.K.H Kronprinsen bliver protektor for HCØ2020, der er den landsdækkende fejring af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen.

HCØ2020 er navnet på den landsdækkende fejring af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. HCØ2020 er en hyldest til nysgerrigheden, der inddrager hele Danmark gennem en lang række begivenheder – herunder både udstillinger, nye undervisningsmaterialer, foredrag og debatter.

Nu har Kronprinsen takket ja til at blive protektor for HCØ2020-fejringen. Kronprinsen har givet tilsagn om at deltage i den officielle lancering af HCØ2020-fejringen, når Kronprinsen ved et større åbningsarrangement den 31. januar ”klipper den elektromagnetiske snor” og officielt sætter gang i et år, der fejrer H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen.

Glæde i HCØ2020-styregruppen
At H.KH Kronprinsen har valgt at påtage sig protektionen af HCØ2020 giver også glæde hos formanden for HCØ2020-styregruppen, prorektor på DTU, Rasmus Larsen:

– Vi er meget stolte og beærede over, at Kronprinsen har sagt ja til at blive protektor for HCØ2020. Med afsæt i Kronprinsens engagement for naturvidenskabelig dannelse er vi glade for, at Kronprinsen vil bidrage til at skabe opmærksomhed om fejringen af H.C. Ørsted og den banebrydende opdagelse af elektromagnetismen.

– Med HCØ2020 fejrer vi naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted, som en repræsentant for det nysgerrige menneske og en rollemodel for alle her i nutiden. Med hans eksempel kan vi sprede budskabet om, at man kan forandre verden, hvis blot man er nysgerrig på naturen, siger Rasmus Larsen, formand for HCØ2020-styregruppen.

Fejres i hele Danmark
H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820 var en naturvidenskabelig verdensbegivenhed, som muliggjorde udviklingen af det moderne samfund. Den udvikling fortsætter i 2020, hvor elektromagnetismen stadig spiller en afgørende rolle.

Formålet med HCØ2020 er at fremme teknisk og naturvidenskabelig dannelse på tværs af alle alderstrin. Ligeledes skal initiativet være med til at øge interessen for videnskab, med et særlig fokus på fremtidens teknologi.

HCØ2020 markeres gennem en lang række formidlingsindsatser, som blandt andet består af 12 signaturprojekter, der dækker initiativets tre hovedområder: Undervisning, kultur og videnskab. De 12 signaturprojekter udføres over hele Danmark, hvorfor hele den danske befolkning kommer til at fejre H.C. Ørsted og elektromagnetismen i 2020.

Læs mere om de mange HCØ2020-arrangementer på hco2020.dk.

Kontakt: Mathias Lilholt, presse- og kommunikationskoordinator, [email protected], 93 51 11 12.

Share on facebook
Share on twitter
X