Jubilæumsskrift/e-bog

Dette signaturprojekt skal formidle ny viden om H.C. Ørsted.

Jubilæumsskriftet tager afsæt i et temanummer af bladet KVANT samt indholdet af vandreudstillingen “H.C. Ørsted på ny – skønheden i naturen”, som starter sin rejse i Rundetårn i juli 2020.

Skriftet fortæller om H.C. Ørsteds liv, hans opdagelse af elektromagnetismen og dens betydning. H.C. Ørsted var i sin samtid Danmarks førende naturvidenskabsmand og samtidig en af den danske guldalders ledende kulturpersonligheder. Hans opdagelser revolutionerede den videnskabelige verden, men også hans indflydelse på dansk kultur er gennemgribende og vidtrækkende.

H.C. Ørsted udviklede det danske sprog og indførte mange nye danske ord som fx rumfang og ildsjæl. Ordet “naturlære” var også et af H.C. Ørsteds nye ord, og bevares derfor i navnet Selskabet for Naturlærens Udbredelse – til daglig kaldet SNU.

I H.C. Ørsteds vennekreds var vigtige danske forfattere som Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen, som fandt inspiration hos H.C. Ørsted. Desværre kender kun relativt få udlændinge til H.C. Ørsted og hans kulturelle og videnskabelige sider, og til udstillingen i Rundetårn forventes mange turister, hvor jubilæumskriftet også tænkes udgivet på engelsk.

Jubilæumsskriftet indeholder en samling af artikler fra relevante humanister og naturvidenskabsfolk – heraf en række medlemmer af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab – og indeholder historiske fotos og illustrationer. Skriftet vil også blive tilgængelig som e-bog.

Aktører:
Selskabet for Naturlærens Udbredelse og Kvant / Tidsskrift for Fysik og Astronomi.

Dette signaturprojekt er støttet af Augustinusfonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond samt Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond.

Share on facebook
Share on twitter
X