H.C. Ørsted Guldmedalje uddeles som optakt til HCØ2020

I 2020 fejrer Danmark af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Som optakt til fejringen blev H.C. Ørsted Guldmedalje onsdag uddelt for første gang i 30 år.

Onsdag den 16. oktober blev H.C. Ørsted Medaljen i guld uddelt til kemi-professor Karl Anker Jørgensen fra Aarhus Universitet. Hendes Majestæt Dronning Margrethe overrakte guldmedaljen, og Karl Anker Jørgensen bliver med medaljen indviet i et meget fint forskningsselskab med de kun 17 andre guldmedaljemodtagere, som blandt andet tæller Niels Bohr og S.P.L. Sørensen.

H.C. Ørsted Medaljen i guld gives for fremragende videnskabeligt arbejde inden for fysikkens og kemiens områder. Karl Anker Jørgensen modtager guldmedaljen for sin internationalt banebrydende forskning inden for katalytisk kemi og for sine fremragende evner til at formidle videnskabelige resultater til et bredere publikum.

”Jeg føler, det er rigtig stort og fantastisk at få sådan en pris. Jeg er stolt af, at man anerkender min forskning, men også at jeg har forsøgt – og måske endda i nogles øjne formået – at bringe kemi ud til dem, der måske synes, at kemi er svært,” sagde Karl Anker Jørgensen, da han modtog guldmedaljen.

Optakt til HCØ2020-fejringen
Det er 30 år siden, at H.C. Ørsted Medaljen i guld sidst blev uddelt, hvor professor Thor A. Bak var modtageren. Så længe kommer der dog ikke til at gå, før guldmedaljen uddeles igen. Allerede næste år bliver H.C. Ørsted Medaljen i guld nemlig uddelt i fysik.

Guldmedaljen uddeles som en del af HCØ2020, der er den landsdækkende fejring af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. H.C. Ørsteds opdagelse var en naturvidenskabelig verdensbegivenhed, som muliggjorde udviklingen af det moderne samfund.  En udvikling som fortsætter i 2020, hvor elektromagnetisme skal hjælpe med at løse klodens udfordringer.

Fejringen af 200-året bliver en hyldest til nysgerrigheden, og vil inddrage hele Danmark gennem en lang række events, udstillinger, forsøg, undervisningsmaterialer, foredrag og debatter. 

Formålet med HCØ2020 er at fremme teknisk og naturvidenskabelig dannelse på tværs af alle alderstrin. Samtidig skal initiativet være med til at højne danskernes almene viden og interesse for videnskab, med et fokus på fremtidens teknologi – helt i H.C. Ørsteds ånd.

Læs mere om uddelingen hos Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab

Karl Anker Jørgensen og hendes kongelige højhed dronning margrethe
Karl Anker Jørgensen og hendes kongelige højhed dronning margrethe

H.C. Ørsted Guldmedalje i kemi uddeles af Selskabet for Naturlærens Udbredelse i samarbejde med Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. I tilknytning til guldmedaljen uddeles et rejselegat, som er uddelt med støtte fra Carlsbergs Mindelegat og energiselskabet Ørsted.

Aktører
Experimentarium, Energimuseet, universiteternes Science Show.

Share on facebook
Share on twitter
HCØ Logo Gif

Kontakt os

Sekretariatet:
[email protected]

Pressekontakt:
[email protected]

HCØ2020

DTU Bygning 101, lokale R4.103B
Anker Engelundsvej 1
2800 Kgs. Lyngby

X