fbpx

Arven efter H.C. Ørsted: Mohammad Filfil har tegnet robotter siden han var 7 år gammel

H.C. Ørsted var en rollemodel og inspirationskilde for mange unge videnskabsfolk i sin samtid. I denne serie kan du møde en række nysgerrige unge videnskabshåb, som håber at kunne løfte den tunge arv efter H.C. Ørsted, og som måske er fremtidens naturvidenskabelige forbilleder.

Mens det ikke er alle vores rollemodeller der har haft interesse for teknologi og naturvidenskaben siden de var små, så hører Mohammad (t.v. på billedet) til en af dem, der har været bidt fra barnsben. I Mohammads barndom drev hans nysgerrighed ham til at bruge mange timer af sin fritid i teknologiens tegn.

”Jeg har, siden jeg var 7 år gammel, været interesseret i teknologi og naturvidenskab. Jeg plejede at spendere min fritid på at tegne robotter og udvikle andre opfindelse. Min enorme nysgerrighed har altid resulteret i, at jeg skilte alting ad for at finde ud af hvordan det virkede. Alt lige fra legetøj til mine forældres gamle billedrørs-TV.”

Set i lyset af Mohammads nysgerrige sind, er det ikke overraskende, at han allerede i en alder af 11år havde bygget sin egen AM-radiomodtager. Og hans hverdagsprojekter stoppede ikke her. Da Mohammad fyldte 15 år, brugte han alle sine fødselsdagspenge på at bygge en flyvende drone. Det var således ingen hemmelighed i familien, at Mohammad var passioneret omkring STEM-området.

”Jeg brænder meget for naturvidenskab, og det kunne min mor og storesøster tydeligt se. De har gjort alt hvad de kunne, for at støtte og motivere mig, så jeg bibeholdt interessen. Det skylder jeg dem en stor tak for.”

“Essentielt at kickstarte nysgerrighed hos unge mennesker”

I dag har Mohammad færdiggjort sin kandidat i elektroteknologi på Danmarks Tekniske Universitet og har startet virksomheden Paragit Solutions med sine studiefæller og HCØ2020-rollemodeller Arvan, Li og Wahib. Sammen har de udviklet en teknologi, der kan måle og kvantificere de mest fremherskende symptomer, der forekommer hos parkinsonpatienter. Mohammad har store ambitioner for virksomheden, og han har ingen tvivl om, at han kan bruge sin viden fra sin uddannelse til at nå sine mål.

”Min nysgerrighed omkring teknologi er stadig på sit højeste, hvilket er mit drive for at arbejde med videre med det i dag. Jeg benytter den viden jeg har lært under min uddannelse til at videreudvikle vores produkt, og drømmer desuden om at ekspandere min virksomheds portofolie med mange nyskabende produkter.”

En sådan nysgerrighed og tilhørende gåpåmod, er præcis, hvad der skal til, hvis man vil gøre sig en banebrydende opdagelse som H.C. Ørsted eller udvikle ny teknologi som Mohammad. Vi har spurgt Mohammad, hvad han tror, der skal til, for at motivere flere unge mennesker til at vælge en STEM-uddannelse.

”Jeg vil mene, at det er essentielt at kickstarte en nysgerrighed hos de unge mennesker i en tidlig alder. Men vigtigst af alt er det, at man fokuser på at identificere deres kerne-interesser, således at de bliver bevidste om hvad de brænder for.”  

Mohammad Filfil med en prototype på Paragit Solutions “sleeve” ved OiX 2018. Foto: Kaare Smith

Share on facebook
Share on twitter
X