Arven efter H.C. Ørsted: Emils nysgerrighed førte til interessen for naturvidenskab

Næste år er 200-året for en af verdenshistoriens store naturvidenskabelige opdagelser. Det samarbejder universiteter, institutioner, selskaber, virksomheder, og organisationer om at fejre i et nationalt formidlingsinitiativ.

Af Laura Jonassen

En af vores HCØ2020-rollemodeller er Emil Buur Trads, der fra barnsben har været omringet af landbrug og maskiner. Det er ikke så overraskende, at Emil nu læser til maskiningeniør og drømmer om at være med til at opfinde fremtidens maskiner, der kan løse vores store klimaudfordringer. Emil er allerede godt i gang – sammen med en kammerat han har nemlig startet virksomheden Techknow, der blandt andet laver maskiner til sortering og genbrug af affald. Vi har stillet ham et par spørgsmål, så i kan lære ham lidt bedre at kende.

Hvordan startede din interesse i naturvidenskab og teknologi?
“Jeg er født og opvokset på et økologisk kvæglandbrug og har lige så længe jeg kan huske været meget fascineret af alle de maskiner der indgår i driften af et landbrug. Ikke mindst de store maskiner man bruger til markarbejdet, men også alle de systemer der skal spille sammen for at malke en ko og føre mælken hele vejen fra yveret til køledisken i det lokale supermarked.

I takt med at jeg blev ældre blev jeg mere og mere nysgerrig og undrede mig meget over hvordan tingene fungerer og hvorfor man gør som man gør – f.eks. hvorfor det er vigtigt at pløje marken om foråret for at kunne høste kornet om sommeren og hvad er det mejetærskeren gør for adskille korn og strå. Denne nysgerrighed har sidenhen udviklet sig til en generel interesse for naturvidenskab og i særdeleshed teknologi, som også er grunden til at jeg i dag læser til maskiningeniør.”

Kan du komme i tanke om en specielt god oplevelse du har haft i forbindelse med naturvidenskab og teknologi?
“Jeg har op til flere gange prøvet det her med at være så fokuseret at man lukker alt og alle ude. Det eneste der fylder i ens hoved, er, hvordan man skal løse den opgave, man sidder overfor. For mit vedkommende har det altid været i forbindelse med teknologi. som barn var jeg fokuseret i timevis når jeg byggede med LEGO, og det eneste der fyldte i mit hoved, var hvordan alle disse små klodser skulle blive til en smart rød racerbil. Sidenhen har jeg oplevet det når jeg skulle løse svære opgaver på studiet eller få en prototype til at køre som jeg gerne ville have det. Teknologi og naturvidenskab giver en enestående mulighed for at fordybe sig!”

Hvordan tror du, at man kan få flere unge mennesker til at vælge en STEM-uddannelse?
“Jeg tror, at man skal skilte lidt mere med de ubegrænsede muligheder, som man får med en naturvidenskabelig uddannelse, og samtidig prøve at appellere lidt bredere end kun til unge med en naturvidenskabelig gymnasial uddannelse. Langt de fleste på de naturvidenskabelige uddannelser har gået på STX eller HTX med en naturvidenskabelig retning, men på maskiningeniørstudiet er der også folk med andre baggrunde. Nogle er smede, mekanikere, elektrikere eller har gået på HF eller HHX. 

Min erfaring er, at det fungerer virkelig godt, når der er stor diversitet på studiet, da de forskellige baggrunde supplerer hinanden godt. Så hvis man har mod på, og lyst til, at lære noget mere problemløsning, matematik eller teknik, og ikke nødvendigvis har en naturvidenskabelig baggrund, synes jeg helt klart, at man bør kaste sig ud i det. Der er så mange muligheder – uanset om man vil forske, programmere, starte egen virksomhed eller prøve kræfter med ledelse.”

Hvorfor er en over 200-år gammel videnskabsmand som H.C. Ørsted stadig relevant for unge videnskabsfolk i dag?
“Han er, ligesom alle andre succesfulde videnskabsmænd, symbolet på en nysgerrighed og undren omkring hvordan verden hænger sammen. Man skal huske på, at der er gået mange mislykkede forsøg forud for hans store opdagelse af elektromagnetismen. Men han har været vedholdende og har undret sig over de fejlslagne forsøg og prøvet at finde en ny sammenhæng, der kunne løse hans problem. Så det at være vedholdende og nysgerrig er helt sikkert en egenskab, som er god at besidde, uanset om man kæmper med at forstå hvordan man løser en matematisk ligning, eller er ved at gøre en stor teknologisk opdagelse.”

Hvornår er du især taknemmelig for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen? 
“Jeg tror slet ikke, at de fleste er klar over, hvor vigtig opdagelsen af elektromagnetisme har været, for det samfund vi lever i. Det har været grundstenen i mange af de teknologier vi er dybt afhængige af i dag. Alene det at få strøm ud af stikkontakten, bygger på selvsamme princip.

Selv er jeg lige i øjeblikket ret taknemmelig for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, da jeg har sammen en god kammerat Rasmus Dall Nielsen, startet virksomheden TechKnow ApS, hvor vi laver maskiner til sortering af plastaffald. Disse maskiner drives af en elmotor, og uden elektromagnetisme virker en elmotor ikke. Foruden elektromagnetismen kunne Rasmus og jeg blive nødt til at sortere affald med hænderne, frem for at lade maskinerne gøre arbejdet.”

Du kan møde flere HCØ2020-rollemodeller her.
Emil Buur Trads. Foto: Techknow
Share on facebook
Share on twitter
HCØ Logo Gif

Kontakt os

Sekretariatet:
[email protected]

Pressekontakt:
[email protected]

HCØ2020

DTU Bygning 101, lokale R4.103B
Anker Engelundsvej 1
2800 Kgs. Lyngby

X